- Oplysninger
- Spørg Stuwie
Forfatningsret-Noter-kopi
Institutionel forfatningsret og EU-forfatningsret (JJUB55082U)
Københavns Universitet
Anbefalet til dig
Kommentarer
Forhåndsvisning af tekst
Seminar 1
Grundlovsændring, retskilder og grundlovsfortolkning
- Noter de kriterier, som skal være opfyldt for, at der foreligger en forfatningsretlig sædvane og reflekter over dem.
En retssædvane er en selvstændig retskilde, der ændrer, fraviger, supplerer eller præciserer indholdet af lov eller grundlov. Den har som udgangspunkt samme retskildemæssig vægt som den regulering, den ændrer eller præciserer, og kan gælde med grundlovskraft.
Statsorganernes handlinger kan afspejle bestemt fortolkning af grundlovens bestemmelser. Disse handlinger kan danne et mønster, der får en retlig karakter. Endvidere kan enkelte afgørelse – såfremt de er principielle – udgøre grundlaget for et mønster jf. f. UfR 1997. V og 819 Ø.
I forfatningsretten er der ofte særligt praksis i regering eller Folketinger, der har interesse, da mange offentligretlige spørgsmål kun behandles af en enkelt myndighed og ikke blive forelagt andre, heller ikke domstolene. Det retlige material e for betingelser for retssædvane er meget beskedent. Det er ikke muligt at formulere klare og faste betingelse, men både den ældre retskilde lære og Zahle har forsøgt at belyse problemet med praksis.
Ældre retskildelære: Ældre teoretikere, herunder P. Andersen og A. Ross opstiller følgende objektive krav: Sædvaneretten blev betegnet som en handlemåde, der skulle opfylde følgende krav: (a) Handlemåden følges almindlige (af enhver), (b) handlemåden følges stadigt (hver gang) og (c) handlemåden er fuldt længe (Hvor længe kan ikke præcist siges). Desuden er der det subjektive krav (MEN ER DET SUBJEKTIVT?) , at (a) handlemåden bliver fuldt i den tro, at den er retligt bindende jf. Zahle s. 46
Zahle: Zahle opstiller følgende objektive krav til, hvornår en handlemåde får karakter af en retssædvane: (a) Praksis bygger på en adfærd i form af afgørelse eller handlinger, der er lagt for dagen en eller flere gange – Praksis skabes ikke ved en indre overbevisning, men må komme til udtryk i handling, (b) Adfærden, som myndigheden udviser, er retligt relevant – dvs skal vedrøre et område, hvor introduktionen af retlig regulering giver mening. De subjektive krav er: (a) de relevante myndigheder erkender eksistensen af et mønster og anser dette mønster som bindende. (b) Endvidere skal de relevante myndigheder finde handlemåden hensigtsmæssig.
- Hvorfor er det relativt svært at ændre grundloven? Hvilke hensyn skal afvejes i forhold til hinanden, når man fastlægger en grundlovsændringsprocedure?
Den kvalificeret grundlovsprocedure findes i GRL § 88. Denne procedure skal følge, såfremt grundloven eller grundlovskraftige retssædvaner skal ændres. Proceduren er som følgende:
Først skal der tages initiativ. Et grundlovsforslag kan, ligesom ved lovforslag, fremsættes af regeringen jf. GRL § 21 og ethvert medlem af Folketinget jf. GRL § 41. Forslaget skal betegnes som et ”grundlovsforslag”. Såfremt forslaget ikke bærer denne betegnelse, skal det afvises af Folketingets forman jf. FFO. § 16, stk. 1. Såfremt der er tvivl om, hvorvidt et forslag er et grundlovsforslag eller ej, forelægges det Folketingets plenum.
Dernæst sker der folketingsbehandling. Et grundlovsforslag behandles og vedtages efter samme regler, der gør sig gældende for lovforslag jf. GRL. § 41. Regeringen skal dermed ønske at ”fremme sagen” jf. GRL § 88. Hvorvidt regeringen ønsker at ”fremme sagen” står denne frit for. Såfremt regeringen ikke ønsker det, må et folketingsflertal, hvis de er uenige med regeringens beslutning,
fremtvinge et regeringsskifte efter reglerne i GRL § 15. (diskontinuitetsprincippet gælder ikke → Bortfalder ikke såfremt at det tager længere tid end 1 år)
Ønsker regeringen at ”fremme sagen”, så udskrives der nyvalg til Folketinget. Det er antaget, at et nyvalg, der finder sted efter vedtagelsen af et grundlovsforslag, kun opfylder kravet i GRL. § 88 om nyvalg, såfremt regeringen tilkendegiver, at valget er ment som et sådan og regeringen støtter grundlovsforslaget jf. Zahle s. 34.
Efter nyvalget skal der sker endnu en folketingsbehandling, hvor grundlovsforslaget i ”uændret skikkelse” skal vedtages af Folketinget jf. GRL § 88.
Bliver grundlovsforslaget vedtaget ved anden folketingsbehandling skal det inden for et halvt år forelægges befolkningen ”til godkendelse eller forkastelse” ved direkte afstemning jf. GRL § 88. Det er alene et spørgsmål om, hvorvidt befolkningen vil vedtage det givne grundlovsforslag – der er ikke mulighed for at forelægge alternative grundlovsforslag. Et emne kan dog trækkes ud af grundlovsforslaget og overlades til en selvstændig folkeafstemning jf. Zahle s. 36.
Hvis et flertal af de i afstemningen deltagende, samt mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede, stemmer ”ja” til grundlovsforslaget, får det lovskraft, når det stadfæstes af regenten jf. GRL § 88.
Grundloven har grundlovskraft, hvormed grundloven kan ændre ældre grundlov (offensiv grundlovskraft), men den kan ikke ændres ved lov (defensiv grundlovskraft). Grunden til den sværere adgang til at ændre grundloven er, at den vægtigste retskilde i det danske retssystem jf. Zahle s. 44. Endvidere må love ikke stride imod grundloven, hvormed grundloven er med til afgrænse, hvad en lov kan indeholde. Det er derfor vigtigt, at en grundlovsændring er gennemarbejdet og ikke er overilet.
- Hvilken rolle spiller det, om domstolene er dynamiske eller tilbageholdende i deres fortolkning af grundloven?
Grundloven har stor betydning for det politiske liv, og fortolkningen kan have politiske konsekvenser. En dynamisk fortolkning kan måske skabe muligheder for vedtagelse af love, som en tilbageholdelende fortolkning ikke ville give mulighed for. Endvidere kan en dynamisk fortolkning af grundloven være med til at skabe flere retssædvaner.
- Hvad er den primære forskel på en ændring af grundloven via en forfatningsretlig sædvane og via § 88-proceduren?
§ 88-proceduren er en aktiv handling, hvor man meget klart og åbent angiver, hvad man ønsker ændret ved grundloven. En forfatningsretlig sædvane skabes over tid, hvormed det måske i starten (og eventuelt senere) kan være svært at gennemskue, hvilken ændring sædvanen reelt skaber. Sædvanen kan udvikle sig uden baggrund i systematiske overvejelser. Desuden mangler retssædvanen det demokratiske aspekt, som findes i § 88-proceduren.
- Traditionelt har man opdelt kriterierne for at der er opstået en forfatningsretlig sædvane i objektive og subjektive kriterier. Diskuter hvad der nærmere ligger i denne sondring.
Objektive kriterier kan observeres og konstateres, da viser sig ved, hvorledes en myndighed handler. De subjektive kriterier er sværere at konstatere, da disse bunder i, hvordan en myndighed anskuer deres handlen.
- Zahle tager i sin bog afstand fra det subjektive kriterium. Opstil argumenter for og imod et subjektivt kriterium.
Grundloven har desuden lighedspunkter med andre staters forfatning – dette kan have betydning for, hvordan en national domstole dømmer i forhold til forfatning jf. U. 1998 H, hvor Højeste var påvirket af den tyske forfatning domstols praksis jf. Zahle s. 57.
Samfundet faktuelle eller retlige forudsætninger ændrer sig – Nogle af disse er centrale og forudsatte, andre perifere og uden selvstændigt formål (strafformen hæfte) (Se side 39).
Grundloven desuden også på forudsætninger, hvor nogle af disse er bindende. Dette sås i U.1999, hvor grundlovens bestemmelser om ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed blev betegnet som ”nødvendig og selvfølgelig forudsætning for demokratiet”. Der er altså visse forudsætninger, der må respekteres, når man fortolker grundloven. Spørgsmålet hvornår en forudsætning skal respekteres eller ej, så skal man overveje, om det afgørende ændre grundloven og om det giver mening i konteksten?
- Ifølge Zahle kan forarbejder miste deres betydning med alderen. Nogle forfatningsretsteoretikere tillægger forarbejder mere vægt end Zahle. Opstil argumenter for og imod at tillægge forarbejder stor vægt ved grundlovsfortolkning (idet I også inddrager forarbejdernes alder).
Imod: Forarbejder af ældre dato stemmer ikke overens med det samfund, vi har i dag. A. Ros har en pointe, da ”Man kan (...) ikke lade sig regere af de døde”, jf. Zahle s. 65. Der må dog lægges vægt på, at ældre forarbejder er fra en anden tid, hvor andre principper og forhold kan have været gældende.
For: Ældre bestemmelser kan have haft en baggrund, der allerede for bestemmelsens indførsel har givet et indhold, der afviger fra, hvad man ville lægge i de anvendte ord. Det kan vise, at en bestemmelse har været præget af en opfattelse af forhold, der ikke længere er aktuelle.
- Zahle tillægger forfatningsvirkeligheden (dvs. den politiske og sociale virkelig som bestemmelserne skal fungere i) betydning ved grundlovsfortolkning. Andre forfattere er ikke enige i dette. Diskuter betydningen af at anvende et sådant fortolkningsprincip og overvej fordele og ulemper.
Grundlovens alder og den funktions som fundamentet for det danske folkestyre gør, at der er behov for, at fortolkningen tilpasses samfundsudviklingen. Grundloven må derfor, selvom dette ikke stemmer overens med dansk fortolkningstradition, fortolkes, efter omstændighederne, formålsorienteret og dynamisk. Der må derfor tages hensyn til blandet den praksis, der er tilknytning til grundloven og politiske faktorer. Fordelen er, at det er med til at give en mere dynamisk fortolkning af grundloven, der forhåbentlig i højere grad stemmer overens med det moderne samfund, som grundloven skal fungere i. Ulempen kan være, at sådan et fortolkningskrav kræver et stort kendskab til forfatningsvirkeligheden, og det kan måske være svært at fastsætte en objektiv forfatningsvirkelig.
Gebyr-sagen U 1993 H
- Overvej hvordan det demokratiske element kommer til udtryk i den danske grundlovsændringsprocedure. I nogle lande kan grundloven ændres uden involvering af vælgerne. Diskuter om/hvorfor det er vigtigt at inddrage vælgerne ved en grundlovsændring. Diskuter hvilke fordele og ulemper der er ved en model, der som den danske inddrager vælgerne i stort omfang sammenlignet med de fleste andre europæiske lande, og hvilke
fordele og ulemper der er ved en model, som ikke kræver vælgerinddragelse. I hvilken grad og på hvilken måde bør vælgerne efter jeres opfattelse inddrages i grundlovsændring?
Det demokratiske element kommer i særdeleshed til udtryk i § 88-proceduren ved, at der BÅDE kræves et nyvalg af folketinget og en folkeafstemning. Jeg finder det hensigtsmæssigt, at man har folkeafstemningen ud over nyvalget, da man som borger kan ønske, at et folketing forsætter i folketinget, men man deler måske ikke partiets opfattelse af, at grundlovsændringen ville være en god idé.
Da grundloven har en central betydning for demokratiet som værende den vægtigste retskilde og den, der afgrænser mulighederne for, hvad der kan lovgives om. Desværre kan stor vælgerinddragelse betyde, at de politiske partier skal være varesomme om, hvordan de fører valgkamp for grundlovsændringen. Ved afstemning d. 3. december, der ikke var en forslag som grundlovsændring, men en folkeafstemning efter GRL § 20, førte Ja-tiden efter nogens mening en usmagelig kampagne. Dette fik vælgere til at føle, at hvis de stemte ja, så gav de også en tilsagn til at kampagnen var okay, selvom de ikke følte sådan. En lignende situation kunne forestille at ske ved en folkeafstemning om grundlovsændring.
- Overvej hvad der kan vedtages i grundlovsform i Danmark. I en del andre lande findes der såkaldte evighedsbestemmelser, dvs. forfatningsbestemmelser som aldrig kan ændres. Overvej hvorfor man har valgt at udforme forfatningen på den måde i disse lande. Overvej hvad en evighedsbestemmelse efter jeres opfattelse kunne indeholde.
Menneskerettighederne kunne være evighedsbestemmelser, såfremt de blev indskrevet i grundloven. Højesteret har tidligere understreget i U.1999, hvor vigtige grundlovens bestemmelser om ytrings-, forsamlings- og foreningsfrihed er. Disse kunne eksempelvis også laves om til evighedsbestemmelser.
Seminar 3
Borgere, vælgere og folketinget
Folketingets konstitution jf. GRL §§ 33 og 35
Folketingsperioden jf. GRL §§ 32 og 38
Folketingets arbejdsformet – Plenum (§ 39) og Folketingets stående udvalg (FFO § 7)
Folketingets forretningsorden jf. GRL § 48
Zahle er pro-folketinget, især under henvisning til vælgerne
Folketingsmedlemmers individuelle stilling – demokratiske hensyn
- Hvordan medvirker reglerne om valgbarhed, overbevisning, beskyttelse mod tiltale og fængsling, folketingsmedlemmers ytringsfrihed og deres retlige stilling til at beskytte demokratiet? Hvad er formålet med reglerne?
Valgbarhed : GRL §§ 30 og 33. Førstnævnte bestemmelser angiver, at enhver, der har valgret til Folketinget er valgbar til Folketinget, såfremt vedkommende ikke er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget. Udelukkelse indebærer altså, at der (1) er pålagt vedkommende strafansvar for en handling, (2) personen må anses som
Folketingsmedlems ytringsfrihed: Folketingsmedlemmer er beskyttet af en særlig materiel ytringsfrihed jf. GRL § 57, 2 og omfattes af enhver meningsbærende tilkendegivelse, uanset frembringelsesmåden. Det angives, at bestemmelsen omfattes af ”ytring i Folketinget”, men dette skal forstås som en funktionel afgrænsning (Zahle s. 109), idet enhver ytring, der er foretaget i medfør af folketingsmedlemmets deltagelse i Folketingets virksomhed er beskyttet. (Ikke beskyttet ved andre myndighederne. Vælgermøde, debat i radio og tv er diskutabelt. Personlige drøftelse antager som ikke beskyttet, men Zahle mener, at det bør være omfattet) Samtykke gives i praksis ikke. (Demokrati overvejelser)
Folketingsmedlems retlige stilling: GRL § 34, 1. angiver, at folketinget er ukrænkeligt. Denne bestemmelse har næppe nogen retlig betydning jf. Zahle s. 114. Folketingsmedlemmernes vedleder fastsættes i folketingsvalgsloven kap. 14, jf. grl § 58. Folketingets formand kan kalde et medlem til orden, jf. ffo § 29, stk. 2 eller fratage den pågældende ordet.
- Grupperne skal nu diskutere (reglerne om) Folketingets konstitution, folketingsperioden, folketingets plenum, folketingsudvalg og Folketingets valg af medlemmer til nævn og råd mv. med udgangspunkt i hhv. 1) et demokratiaspekt og 2) et magtfordelingsaspekt.
Folketingets konstitution : Folketingsvalget afsluttes ved, at Indenrigsministeriet (Social- og Indenrigsministeriet), med forbehold for Folketingets godkendelse af valget jf. GRL § 33, udsteder valgbreve til de valgte kandidater jf. fktvl. § 83. Valgbrevet markerer dermed den formelle afslutning af ministeriets bedømmelse af, hvilke person, der efter stemmetallene har opnået valg. Indtil Folketinget er gået i gang med sin virksomhed kan der klages over valgbrevet eller dem, der ikke har fået valgbrev.
Folketinget prøvet efter GRL § 33 selv gyldigheden af sine medlemmers valg. Hvilket som helst tema, der har betydning for valgets gyldighed kan prøves. Folketinget er ved behandlingen bundet af gældende regler, hvilket betyder, at der ikke kan foretages et frit skøn. Reglerne er bl. GRL, FFO og FKTVL. Det er ikke uproblematisk, men overførsel af kompetencen til f. domstolene ville også være problematisk, da valgkontrollen ud fra magtfordelingsaspekt giver Folketinget en stærk position. Denne position kan Folketinget bruge til at føre kontrol med, at det i sidste ende er den demokratisk korrekt valgte regering, der får magten.
Til sidst sættes Folketinget, da det nyvalgte Folketinget træder sammen efter reglerne i GRL § 35, stk. 1. Der vælges en formand og næstformand ved valg, hvilket er reguleret i GRL § 35, stk. 2, mens FFO § 2, stk. 1 regulerer valg af præsidium. Godkendelse af et medlems valg er en forudsætning for, at vedkommende kan deltage i Folketingets forhandlinger og udvalg – bortset fra det arbejde, der er forbundet med prøvelsen af valget jf. FFO § 1, stk. 8.
Zahle antager, at Folketinget efter FFO § 1, stk. 1, kan behandle spørgsmål, der ikke tåler udsættelse, indtil den almindelige prøvelse af valget har fundet sted jf. Zahle s. 82.
Folketingsperioden: folketingsmedlemmer vælges for fire år jf. GRL § 32, stk. 1, men statsministeren kan til enhver tid udskrive nyvalg jf. GRL § 32, stk. 2. Mandaterne bortfalder, når der har været et nyvalg jf. GRL § 32, stk. 2. I GRL § 32, stk. 4 angives, at mandaterne i intet tilfælde bortfalder før nyvalg har fundet sted, hvilket er udtryk for et ønske om at sørge for, at der ikke opstår en ”folketingsløs periode” jf. kmt. Grl. S. 270.
Zahle: Folketinget bevarer sit mandag og dermed beslutningsdygtig frem til det tidspunkt, hvor valglokalerne lukker jf. s. 83
Virkelig: I valgperioden overgår man til forretningsministerium – kun de nødvendige ting foretages.
Nye mandaters immunitet indtræder, når Indenrigsministeriet har godkendt valget. Folketingsmedlemmet modtager vederlag fra valgdagen jf. fktvl. § 109, stk. 1
Folketinget arbejder i et folketingsår, der begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år jf. GRL § 36. Bestemmelsen har betydning for formandens og næstformandens valgperiode jf. GRL § 36, stk. 2, statsministerens redegørelse jf. GRL § 38 (Lovprogrammet + DK almene tilstand), og for diskontinuitetsprincippet i GRL § 41, stk. 4, hvorefter alle forslag til love og andre beslutninger bortfalder ved nyvalg og folketingsårets udgang, hvis de ikke er endeligt vedtaget. Åbningsdebatten – generel debat, partiernes reaktioner på åbningstalen.
Virkelighed: Omkring grundlovsdag (5. juni) går Folketinget på sommerferie.
Folketingets plenum: Folketingets formand bestemmer, hvornår der skal afholdes møde, og denne bestemmer også dagsordenen for disse møder jf. GRL § 39, 1 og FF § 32, stk. 2. Såfremt 2/5 af folketingsmedlemmerne eller statsministeren fremsætter skriftlig ønske om møde, skal folketingets formand, uden unødigt ophold, indkalde til møde jf. GRL § 39, 2. Folketingsmedlemmer kan stille spørgsmål og bede om svar i plenum jf. FFO § 20. Folketinget er beslutningsdygtige, når over halvdelen af medlemmerne er til stede og deltager i afstemning jf. GRL § 50. Medlemmer, der tilkendegiver, at de hverken stemmer for eller imod, anses som værende deltagende til afstemning jf. FFO § 33, 2. Folketingets møder er offentlige, men det kan besluttes, at en sag skal behandles i lukket møde jf. GRL § 49
Folketingsudvalg: Ved hver folketingssamlings begyndelse nedsætter Folketinget en række stående udvalg jf. FFO § 7, stk. 1. Medlemmerne til udvalgene vælges ved forholdstalsvalg jf. FFO § 36. Beslutningsdygtige, når der er flertal (over halvdelen) jf. FFO § 8, stk. 4. I Finans- og Europaudvalget gælder særlige afstemningsregler.
I modsætning til Folketingets møder er udvalgsmøder ikke omfattet af GRL § 49, hvormed udvalgene ofte foregår for lukkede døre. Udvalget kan beslutte, at der skal ske meddelelse i nærmere bestemt omfang til offentligheden jf. FFO § 8, stk. 7, 2.
Udvalgene får oplysninger via ministerspørgsmål, deputationer f. organisationer, via embedsmænd, der møder i samråd eller repræsentanter fra interesseorganisationer.
Udvalgenes centrale opgave er at deltage i lovproceduren. Udvalgene udarbejder blandt andet betænkninger, der indeholder udvalgets bemærkninger til fremlagte lovforslag. Endvidere kan udvalget på eget initiativ eller efter en ministerhenvendelse drøfte alle emner, der falder inden for udvalgets område. Sådanne drøftelser kan resultere i en beretning. Indholdet af retsgrundlaget, hvorpå udvalget hviler, er afgørende for vurderingen af dets opgaver og kompetencer.
Foruden de stående udvalg findes de særlige udvalg, der kan nedsættes til behandling af særlige sager jf. FFO § 7, stk. 7
Folketingets valg af medlemmer til nævn og råd:
Valget sker som forholdstalsvalg jf. GRL § 52 og FFO § 36.
I teorien er det omstridt, hvorvidt der foreligger omgåelse af GRL § 52, såfremt en repræsentation ikke er forholdsmæssigt, hvis man f. ved lov har bestemt at hvert parti skal have et medlem i rådet/nævnet. Zahle: Afvigelse fra GRL § 52 må bero på partiernes tilslutning jf. Zahle s. 94
- Diskuter med udgangspunkt i magtfordeling det forhold, at ministre kan være medlemmer af Folketinget men ikke behøver at være det. I USA er ministre ikke medlem af parlamentet – dvs. at der er tale om en magtadskillelse.
Dette er betænksomt, da det er Folketinget og det medlemmer, der skal føre kontrol med regeringen. På den anden side er der tale om et magt fordelings princip og ikke decideret magt adskillelse , hvormed man ikke nødvendigvis ønsker total adskillelse af institutionerne.
- Diskuterer hvilken rolle de forskellige regeringsprærogativer spiller for magtfordelingen mellem regering og Folketing samt lovgivende og udøvende magt. Hvert enkelt regeringsprærogativ inddrages i diskussionen.
Regeringsprærogativer er enebeføjelser/kompetencer som er tildelt regeringen direkte i grundloven. Følgende bestemmelser er prærogativer:
§ 12 – Almindeligt : Regeringen er tildelt al kompetence, som ikke ved udtrykkelig grundlovsbestemmelser er henlagt til anden myndigheden. Bestemmelsen er et historisk levn, der ingen retlig betydning har. Residualbestemmelse.
§ 14 – Regeringens konstitution: Statsministeren udnævner og afskediger ministrene og beslutter deres arbejdsområde. Lovregler, der henlægger beføjelser i lovgivningen til en bestemtfagminister, er gyldige, men disse har ikke virkning med lovkraft. De kan ikke bindende begrænse statsministerens udøvelse af den kompetence, der følger af regeringsprærogativet i GRL §14, stk. 2.
§ 19 – Udenrigspolitik: Regeringen handler på vegne af riget i spørgsmål om ”mellemfolkelige anliggende” – altså angående relationer mellem stater. Denne beføjelser er ikke ubegrænset, da bestemmelsen endvidere indeholder regler om folketingskontrol. Folketinget kan ikke ved lov formelt eller juridisk begrænse regeringens kompetence. Såfremt regeringen måtte handle eller undlade at handle i strid med anvisning fra Folketinget, er dette ikke grundlovsstridigt. Folketinget har i overensstemmelse med det parlamentariske princip i GRL § 18 mulighed for at afvise mistillidsvotum efter GRL § 15 – enten til den enkelte minister eller til regeringen om helhed.
Zahle: Folketingsbeslutninger kan lægge rammerne for regeringens udenrigspolitik.
§ 21 – lovgivning: Regeringen kan fremsætte forslag til love og andre beslutninger. Regeringen er retligt forpligtet til at fremsætte forslag om revision af lov, hvis loven kræver dette.
Zahle: Regeringen skal følge folketingsbeslutning (retligt forpligtet hertil), som pålægger den at udarbejde et nærmere bestemt lovforslag.
Grl § 22 : Stadfæstelse. Lovforslag får lovkraft efter stadfæstelse af regenten.
Grl § 23 : Regeringen kan ”i særdeles påtrængende tilfælde”, når Folketinget ikke er samlet, udstede foreløbige love
§§ 24, 25, 26, 27 – Administration: Benådning, amnesti, ret til at slå mønt, regeringen ansætter tjenestemænd
§§ 32, stk. 2 og 40 – Forholdet til Folketinget: Statsministeren kan udskrive nyvalg inden udløbet af valgperioden jf. GRL § 32, stk. 2. Efter GRL § 40 har ministre adgang til såvel åbne som lukkede møder i folketingssalen, men ikke til udvalgsmøder.
- Overvej, hvad der kan udgøre hjemlen for en (Zahles) antagelse om, at regeringsprærogativer ikke længere er regeringens enekompetenceområde.
Zahle anfører, at regeringen er: (a) eksekverende, idet den udfører Folketingets lov- og beslutningsforslag, (b) udfyldende, idet den beslutter, hvorledes de af Folketinget fastlagte rammer skal udfyldes og realiseret, (c) initiativtagende, idet den fremsætter lovforslag og udarbejder redegørelser m. og (d) organiseret som en kollektiv enhed, da den træffer beslutninger samler jf. Zahle s. 229 ff. → Hjemlen kan eventuel findes Zahles antagelse om, at folketingsbeslutninger kan være retligt bindende. Det ses, at Zahle antager, at regeringsprærogativer kan fraviges ved folketingsbeslutninger
- Regeringens kompetence – udøvende magt
GRL § 3. Bestemmelsen grundlovsfæster magtfordelingen. Hvad betyder GRL § 3, 2 om, at den udøvende magt er hos kongen dvs regeringen? Beskriver en funktion, nemlig der skal være en udøvende magt mere end den giver en anvisning på, hvem der skal varetage den udøvede magt. Er GRL § 3, 2 udgøre hjemmel for regeringen? Indeholder et princip for organisationen i DK, men kan næppe i sig selv danne hjemmel/grundlag for regeringens udøvelse af magt/kompetence. Regeringen skal basere sit virke gennem lov (legalitetsprincippet).
- Dronningerunde (Zahle s. 122)
Der står intet i GRL eller anden lov om dronningerunde. Dronningerunden er retssædvane (Zahle), mens andre (P. Meyer, A. Ross og P. Germer) anser Dronningerunden som politisk og uden retlige indhold. Har været kritik af tidligere struktur, hvorfor denne nu er opdelt i 2 faser: 1) Udpegning af forhandlingsleder, 2) anvendelse af et mandat. Anders Fogh og Lars Løkke → Statsminister gik af, kunne vælge ny, der overtager stillingen (dronningerunde), men ingen udsigt til Anders Fogh ville få mistillidsvotum Schlüter, efter Tamil-sagen → Schlüter fik af, fordi han forventede mistillidsvotum. Ville have Elleman skulle blive statsminister, og der var krav om Dronningerunde.
- Udpegning af statsminister eller forhandlingsleder
- Anvendelse af mandat. Det er den afgående statsminister, der har ansvaret for Dronningerunden.
- Justitsministeriet Lovafdeling (JL) besidder stor juridisk kompetence. JL spiller en stor rolle i forberedelsen og forprøvelsen af ministres lovforslag og deres vurderinger tillægges generelt stor værdi og objektivitet. Hvilken betydning har det, at JL er en afdeling i Justitsministeriet? Hvor går grænsen mellem ret og politik? Hvilken retskildemæssig værdi har Justitsministeriet notater/redegørelser?
Da JL er en afdeling i Justitsministeriet er disse underlagt den pågældende minister og dennes regering. JL skal foretage en bedømmelse af, hvorvidt et lovforslag materielt og processuelt er foreneligt med grundloven – såfremt en regering ønsker, at et lovforslag skal gå i en bestemt retning, kunne det tænkes, at JL vil gøre meget for, at deres vurdering passer ind i dette ønske. Lovafdelingen udarbejdes altså på minister ansvar og afhængigt af regeringen.
JL har stor kompetence, men den afhængighed af regeringen må tages i betragtning, når dennes notater og redegørelse anvendes.
- Lovudkast sendes til JL
- Lovudkastet sendes til høring (Hjemmel: Nej) → Før behandling i Folketinget
- Lovudkastet passerer K-udvalg (Statsminister, finansminister, justitsminsiter, tunge ministre), Ministermøde og Statsråd → Fremsættes Folketinget
- Hvad er formålet med at et lovforslag skal behandles tre gange af Folketinget og at der som udgangspunkt skal gå 2 dage mellem hver behandling?
Et lovforslag skal være gennemtænkt. Det sikres herved, at et lovforslag som udgangspunkt ikke kan blive skyndt igennem Folketinget af den ene eller den anden årsag. Politik kan være meget baseret i ”nu og her”, så gennem de tre behandlinger og 2 dages ventetid mellem hver behandling kommer der tid til at overveje, hvorvidt lovforslaget reelt skal gå videre.
- Hvad er formålet med identitetsprincippet?
Der må gerne stilles ændringsforslag, men disse ændringsforslag skal have samme ”identitet” som lovforslaget – det skal have en vis emnemæssig lighed/nærhed. Først og fremmest er der krav om, at et lovforslag skal behandles 3 gange. Ændringsforslag kan også blive fremsat sent i lovsprocessen, f. under 3 behandling, hvormed ændringen alene vil være undergivet en behandling. Det ville være at undgå den almindelige lovprocesdure, hvis et lovforslag kunne ændre identitet ved 3. behandling.
- Hvilken rolle spiller udvalgsbehandling i beslutningsprocessen/den demokratiske proces?
Folketinget beslutter efter 1. behandling om lovforslaget skal henvises til behandling i udvalg eller overgå direkte til 2. behandling. Formålet med udvalg er dels en detaljeret politiske drøftelse, dels en teknisk gennemgang af lovforslaget. Der kan under udvalgsbehandlingen stilles ændringsforslag til lovforslaget. Udvalget kan stille spørgsmål til ministeren, hvilket kan anskueliggøre, på hvilken måde lovforslaget enkelte bestemmelser skal forstås eller bliver anvendt. Arbejdet afsluttes med en betænkning eller beretning jf. ffo § 8, stk. 14.
Udvalgene kan være med til at tydeligøre, hvad formålet med en lovbestemmelse er. Endvidere kan udvalgsmedlemmer, der ikke nødvendigvis er medlem af regeringspartiet, stille kritiske spørgsmål.
- Hvilke aktører indgår i stadfæstelsen? Hvilken formel kompetence har de, og hvilken reel kompetence? Sæt disse spørgsmål ind i et magtfordelingsperspektiv.
GRL §§ 22 og 14: Et af Folketinget vedtaget lovforslag får lovkraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen, og at kongens underskrift ledsages af en eller flere ministers underskrifter. I praksis er regentens rolle en formalitet, da underskrivelse ikke er nægtet siden 1865 jf. Zahle s. 171.
Derimod kan det diskuteres, hvorvidt regeringen er berettiget eller forpligtet til at stadfæste et vedtaget lovforslag. Regeringen er berettiget til at stadfæste inden for fristen i GRL § 22 med de begrænsninger, der følger af GRL § 42, stk. 1, 1. og § 73, stk. 2. Efter GRL § 42, stk. 1. pkt kan et mindretal på 1/3 af Folketingets medlemmer begære folkeafstemning om visse lovforslag inden for en frist på tre dage efter endelig vedtagelse. GRL § 73, stk. 2 gælder visse særlige ekspropriationslovforslag. Regeringen er på intet tidspunkt forpligtet til at stadfæste, men skal underrette Folketinget herom. Så er det op til Folketinget, hvilke konsekvenser en regerings undladelse skal have.
- Hvad er formålet med mindretalsbeskyttelsesbestemmelserne i lovgivningsprocessen (grundlovens § 42, stk. 1 og stk. 7)?
At beskytte mindretallet. 1/3 af Folketinget repræsenterer trodsalt en stor del af vælgerne. Denne bestemmelse med til at beskytte mod ”flertals-tyrani”, men sørge for, at der også kan blive taget hensyn til mindretallet.
2/5 kan begære 3. behandling udsat jf. § 41, stk. 3 → Mere tid til at diskutere den.
- Hvorfor kan de i § 42, stk. 6 nævnte love ikke sendes til folketingsafstemning?
De har med statens økonomi at gøre + internationale relationer.
Seminar 6
Hjemmel, delegationsforbuddet samt legalitetsprincippet
- Bekendtgørelser: noteres, hvad der i hovedtræk skal være opfyldt for, at der kan udstedes en bekendtgørelse med hjemmel i lov
Bekendtgørelse er den almindelige betegnelse for forskrifter, der med hjemmel i lov udstedes af en minister eller anden administrativ myndighed, og som er gældende for enhver. En vigtig sondring er lovbekendtgørelser, der blot er en sammenskrivning af en lov med senere ændringer.
For bekendtgørelser gælder legalitetsprincippet, der er et grundlæggende juridisk princip om, at bekendtgørelser skal have hjemmel i lov, og der kun kan fastsættes regler i bekendtgørelsen, der har hjemmel i lov. Retsgrundlaget, hvorpå bekendtgørelse hviler, angives normalt indledningsvis i bekendtgørelsen. Det er hjemmelsgrundlager, der sætter rammerne for, hvad bekendtgørelsen kan reguleres. Der findes ikke procedureregler, der skal følges ved udstedelsen af bekendtgørelser.
Enkelte bestemmelser i grundloven kan give regeringen en kompetence inden for særlige områder fx GRL § 14
- Hjemmelsgrundlaget: noteres de retskilder/fortolkningsfaktorer, som kan inddrages.
Folketinget i at delegere lovgivningsmæssig spørgsmål til regeringen. Styrker Folketinget position i forhold til regeringen.
Det er muligt at opstille visse grænser for delegationen:
Område: Fuldmagter, der udtømmende dækker et bestemt fagområde kan ikke forenes med den forfatningsretlige struktur.
Nationalt selvstyre: Ingen nationalretlige beføjelser kan overføres til fremmede stater eller internationale myndigheder.
Rigets enhed : GRL § 1 indebærer ikke et krav om ens retstilstand i hele Danmark.
- Hvad går legalitetsprincippet ud på?
Forvaltningens virksomhed skal have hjemmel i love. Zahle: Loven er det foretrukne og tilstrækkelig hjemmelsgrundlag, men kravet er ikke ubetinget, da der undertiden træffes afgørelse uden direkte lovhjemmel – dette kan ske ved lovfortolkning, hvor andre relevante retskilder inddrages. Kravet til en hjemmelsklarhed øges i takt med et indgrebs bebyrdende karakter.
- Hvilke hensyn ligger bag legalitetsprincippet, og hvad er formålet med legalitetsprincippet?
Legalitetsprincippet skal sikre retssikkerhed og at de love, der er vedtaget med et demokratisk incitament, bliver fulgt. Muligvis også magtfordeling (Folketinget er lovgivende)
- Hvornår foreligger der et skærpet hjemmelsgrundlag og hvilken konsekvens har det?
Derogation (bekendtgørelse afviger fra lov) – kræver udtrykkeligt lovhjemmel. Skal en bekendtgørelse fravige hjemlen i en lov kræver dette udtrykkelig hjemmel i loven dertil. Jo mere bebyrdende et indgreb bliver, desto mere øges kravet til hjemmelsgrundlaget. 7. Kan der delegeres, når en grundlovsbestemmelse indeholder passussen 1) uden ved lov, 2) ved lov og 3) ifølge lov?
Uden ved lov + ved lov = Nej. Ifølge lov = Ja
- Diskuter hvilken rolle ”skøn” spiller i forhold til legalitetsprincippet. Hvilke grunde (retlige/politiske) kan der ligge bag, når lovgiver overlader forvaltningen et skøn? Forhold jer selvstændigt til dem.
Hjemlen, som forvaltningen skal lægge til grund, er ofte vagt og elastisk formuleret, hvilket tillader, at der bliver taget ”skøn”. Dermed forøges handlefriheden og der kan efter omstændighederne træffes skønsmæssige afgørelser.
Seminar 7
Statens Finansret
- Hvad er formålet med grundlovens bevillingsregler og hvilke hensyn spiller ind.
Formålet med den statslige finansret er at have kontrol med den offentlige økonomi. Der skal være kontrol med aktiverne og der skal foreligge et budget, men samtidig accepteres en vis administrativ frihed.
GRL § 45 – Der skal fremlægges en finanslov 4 mdr. før finanståret (kalenderåret). Skal ske i folketingets sommerferie – August.
GRL § 46, stk. 1, sammenholdt med GRL § 43, foreskriver et dobbelthjemmelkrav ved skatteopkrævning og afgifter. Den finansielle i § 46 og den materielle i § 43, hvormed den finansielle hjemmel skal fremgå af finansloven eller en midlertidig bevillingslov, og den materielle hjemmel findes ved skat i skatteloven. Samme dobbelthjemmelskrav gør sig gældende for udgifter, da udgiftsholder kræver hjemmel om end ikke nødvendigvis direkte i lov.
GRL § 46, stk. 2 fastsætter, at ingen udgift må afholdes uden hjemmel i finansloven, tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov. Denne bestemmelse er i dag i vidt omfang blevet erstattet af Finansudvalgets godkendelse af aktstykker, hvilket er en retssædvane der gør, at en minister med finansudvalgets accept kan afholde udgifter, der ikke er bevilliget i finansloven. Dermed kan en udgift afholdes med hjemmel i 1) finanslov, 2) tillægsbevillingslov, 3) midlertidig bevillingslov, 4) af Finansudvalget og 5) finanslovens bevillingsparagraf (FL §45).
Reglerne om statens finansret givet Folketinget kontrol med statens udgifter og indtægter. Det er et vigtigt politisk styringsredskab, der giver Folketinget indflydelse på både regeringens politik og adgang til at kontrollere regeringen. Folketinget skaber finansloven, men regeringen administrere pengene.
- Hvilke forfatningsretlige principper ligger bag bevillingsretten.
Magtfordeling, demokrati, parlamentarisme og legalitetsprincip.
- Kan en minister afholde udgifter, som ikke er bevilliget i finansloven eller godkendt af Finansudvalget?
Dette kræver tilladelse fra Finansministeriet. De kan give tilladelse til, at der foretages mindre væsentlig dispositioner uden principiel betydning – reglen bør fortolkes indskrænkende jf. Zahle s. 254. Bliver der vedtaget love i løbet af året, der giver udgifter/indtægter, så kan man gøre dette FL § 45.
- Har en minister pligt til at afholde udgifter som er bevilliget
Finansloven indeholder 4 bevillingstyper: 1) lovbundne, der omfatter de udgifter, som borgerne har ret til ifølge lov, f. SU. Det er her borgernes retskrav, der styrer, hvor stor en udgift bevillingen bliver for staten. 2) Bevillingstyrede, hvor der er afsat et bestemt beløb, til bestemte aktiviteter. Her er det bevillingsstørrelse, der er styrende. En sådan bevilling giver tilladelse – ikke pligt- til at afholde en udgift. 3) Driftsbevilling til f. departementer og andre institutioner og 4) anlægsbevillinger til f. nyt byggeri.
Ved bevillingstype nr. 1 har en minister pligt til at afholde udgiften, men dette er ikke i tilfælde ved bevillingstype nr. 2-4.
(Bruttoprincip: Du har indtægter og udgifter. Må man bruge mere, når man kan se, at indtægter er mere end, hvad man har regnet med? Nej. Du får et budget for dine indtægter og dine udgifter og de er sådan set hver for sig. Der er ingen netto-pulje. Undtagelser er visse statsvirksomheder → Folketinget kontrolredskab)
- Hvad går det dobbelte hjemmelskrav ud på?
Kravet om, at ved skatteopkrævning skal der både være en materiel (altså i almindelige lovgivning) (§ 43) og en finansiel (§46) hjemmel
- Hvad er formålet med Finanspagten? Hvorfor er EU blevet mere aktiv på det finanspolitiske område?
Seminar 8
Folketingsbeslutninger og folketingets kontrol med
regeringen
- Hvordan bliver en folketingsbeslutning vedtaget?
Folketingsbeslutning kræver kun Folketingets tilslutning, modsat love, der kræver både regering og Folketingets tilslutning. Beslutningsforslag behandles kun to gange i Folketingssalen - enkelte særlige beslutningsforslag kun én gang.
- Hvilken retlig betydning har folketingsbeslutninger ifølge Zahle og hvilken argumentation anvender han?
Der findes to former for folketingsbeslutninger: De særligt hjemlede og de ikke særlig hjemlede folketingsbeslutning. Førstnævnte er folketingsbeslutninger, der har hjemmel i grundloven eller anden love – som eksempel kan nævnes fastsættes af FFO, gyldigheden af valg, samtykke til indgåelse af traktater m. Disse er utvivlsomt retlig bindende og deres relevans fastlægges med udgangspunkt i den relevante hjemmelsbestemmelse. En minister skal efterleve en særligt hjemlet folketingsbeslutning, ellers kan han ifalde ansvar efter MAL § 5, stk.
Folketinget træffer mange beslutninger, der ikke har et særligt hjemmelsgrundlag. Her regulerer hverken grundloven, anden loven eller FFO og den retlige relevans af sådanne folketingsbeslutninger er omdiskuteret. Zahle medtager i sin diskussion af ikke særligt hjemlede folketingsbeslutninger følgende: a) ikke særligt hjemlede folketingsbeslutninger, b) vedtagelser samt c) udvalgsberetninger jf. Zahle s. 179.
Der findes tre teorier om ikke særligt hjemlede folketingsbeslutningers retlige relevans. Ældre teorier har angivet, at de har stor politiske betydning, men ingen retlig relevans. Denne opfattelse har A. Ross tilsluttet sig. En nyere teori går ud på, at regeringen ikke er retligt bundet af folketingsbeslutningernes indhold, men de har en informationspligt, såfremt de ikke ønske at efterleve en sådan beslutning. Til sidst er der Zahles teori, der mener, at folketingsbeslutninger er retligt relevante for regeringen, hvilket han argumenterer for ud fra seks synspunkt:
- Supplement : Folketingsbeslutninger er supplement til folketingets styring af regeringens personelle sammensætning, da Folketinget via beslutninger i vist omfang kan styre regeringens politik
- Lovformen uegnet : Da beslutningerne anvendes i stedet for love, er de retlige relevante
- Efterleves i praksis : Vedtagne folketingsbeslutning efterleves i det store og hele i praksis af såvel regeringen som af centraladministration.
- Legitimation : Folketingbeslutninger virker som legitimation til at fortolke loven på en bestemt måde, hvis loven er åben for fortolkning.
- Mistillid ikke tilstrækkelig sanktion : Der kan forekomme situationer, hvor et mistillidsvotum efter GRL § 15 ikke vil være tilfredsstillende løsning for Folketinget. Dermed har det betydning, at en minister kan pålægges ansvar for ikke at følge en folketingsbeslutning (MAL)
- Parallel til forarbejder : Beslutningerne kan betragtes som et supplement til eller korrektion af lovforarbejder. De er vedtaget i plenum og bør mindst have samme retlige karakter som udvalgsbetænkninger. Eksempler: Folketingsbeslutning fra 1982 om at indføre samfundstjeneste og Højesterets henvisning hertil i U 1986 H
- Vurder Zahles argumentation
Såfremt ikke særligt hjemlede folketingsbeslutninger skulle være retligt bindende, må dette udspringer fra en sædvane. Zahle opstiller det krav til en retssædvane, at de relevante myndigheder skal finde praksis hensigtsmæssig. I den såkaldte ”Multivitaminjuice-sag” afviste regeringen at følge en beslutning fra Folketingets fødevareudsalg, da dette ville gøre imod EU-retlige forpligtelser. Dermed anså regeringen det ikke her som hensigtsmæssigt praksis. Endvidere angav regeringen, at man tilsluttede sig ”den almindelige opfattelse”; hvorfor folketingsbeslutninger, herunder udvalgsberetninger, ikke er retligt bindende. Dermed bryder det også med Zahles krav om, at myndigheden selv skal anse som bundet af handlingen.
- Hvordan stemmer Zahles argumentation overens med resten af hans forfatningsretlige teori? Hvilke principper ligger bag?
Hænger sammen med, at Zahle er meget stor fan af Folketinget. Giver Folketinget meget magt.
- Hvilke magtfordelingsmæssige implikationer har Zahles opfattelse af folketingsbeslutningers retlige karakter
Såfremt folketingsbeslutninger var retligt relevante ville det give et redskab, der som en del af det parlamentariske princip, ville hjælpe Folketinget med at vurdere regeringen. Dette ville give mere magt til Folketinget såfremt dets beslutninger altid var retligt relevante og bindende.
- Noteres de forskellige kontrolformer/instrumenter, som Folketinget kan gøre brug af i sin kontrol med regeringen samt de særlige organer, som kontrollen finder sted gennem
Folketinget indhenter information og fører kontrol med regeringens virke på flere måder.
- Statsministerens åbningstale : Statsministern redegøre ved Folketingets åbning for ”rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænke foranstaltninger” jf. GRL § 38, stk. 1. Her kan der fremsættes forslag til vedtagelser, hvilket også indebærer vedtagelse af mistillid jf. FFO § 24, stk. 1
- Ministerredegørelse : Den enkelte minister kan give Folketinget en redegørelse for offentlige anliggende under vedkommendes fagområde jf. FFO § 19, stk. 4. Redegørelsen kan ske efter ministerens eget ønske, efter krav fra lov eller en folketingsbeslutning.
- Forespørgsel: Alle folketingsmedlemmer kan med Folketingets samtykke bede en
minister om forklaring på ”(...)ethvert offentlig anliggende under forhandling” jf. GRL §
- Folketinget skal godkende forespørgslen inden den foreligger minister jf. FFO § 21, stk. 1. Ministeren er forpligtet til at give en fyldestgørende redegørelse jf. MAL § 5, stk.
- Spørgsmål: folketingsmedlemmer kan stille korte og præcise spørgsmål til en minister jf. FFO § 20, stk. 1. Spørgsmålet skal ikke godkendes af Folketinget, men ministeren er heller ikke forpligtet til at besvare det jf. FFO § 20, stk. 4.
- Samråd: Et stående udvalg kan indkalde ministeren til drøftelse af lovforslag m. Ministeren kan medtage sine embedsmænd
Det er primært gennem lovgivning, at Folketinget kontrollerer regeringen. Tilsvarende har Folketinget mulighed for at kontrollere regeringen i tilfælde, hvor lovgivningen kræver, at Folketinget giver sit samtykke.
Forfatningsret-Noter-kopi
Kursus: Institutionel forfatningsret og EU-forfatningsret (JJUB55082U)
Universitet: Københavns Universitet
Dette er et smugkig
Adgang til alle dokumenter
Få Ubegrænsede Downloads
Forbedr dine karakterer
