Analyse af klummen: ”Hvor ligegyldig

er Lukas Graham?” af Rune Toftegaard

Selsing, 2016.

Musik er af en meget individuel kaliber - der er noget for alle og en hver. Musik er det som

kan samle mennesker, skabe fællesskaber udover de politiske, kulturelle og økonomiske

forhold. Musikalske tendenser er noget som er under udvikling 24/7, og det er derfor også

meget interessant at se, hvordan musikken har ændret sig gennem tiden. Efterhånden er det

meste musik blevet kategoriseret efter årstal - vi har eksempelvis musik opkaldt efter 80’erne

eller det såkaldte ”00’er musik”. På trods af skiftende tendenser bør musiksmag altid forblive

noget personligt og derfor ikke være noget, som andre er herrer over. Dog er nutidens

popmusik blevet gjort til grundlag for en stor diskussion om, hvorvidt den er gavnende for

noget som helst i vores samfundskultur, og om man overhovedet bør lytte til den musik, der

strømmer ud af morgenradioen.

Denne debat bringes op i klummen, ”Hvor ligegyldig er Lukas Graham?”

I 2016 udgav Rune Toftegaard Selsing en klumme i Jyllands-Posten. Klummen omhandler

skribentens forhold til nyt og moderne popmusik, hvor han konkretiserer sine argumenter for

musikkens talentløse djævelskab ved at benytte det danske pop-fænomen, Lukas Graham,

som eksempel. Selvom man som læser formentlig forventer en debat om selve Lukas Graham

og kun hans musik på baggrund af overskriftens retoriske spørgsmål så vel som manchetten,

vil læseren længere inde i teksten opdage, at denne klumme er bygget op omkring et dybere,

mere kompleks, afsky overfor ”nuets ga-da-gung toner”, som skribenten selv beskriver det.

Dette ses eksempelvis i begyndelsen af klummen på side 1, linje 10-18: ”Ak ja, tidens toner; så

ubevaringsværdige, at de i sig selv minder om altings endeligt. Det er lige så trist, som det er

irriterende. Ikke mindst i tilfældet med sæsonens popfænomen, Lukas Graham.” Her ser vi,

hvordan Selsing først griber fat i sin mere gennerelle holdning overfor ”tidens toner”, hvilket

ifølge ham bestemt ikke er værd at dyrke. Ved brugen af vendingen ”altings endelige”

understreger Selsing, at der stort set ikke findes noget værre, end ringe og moderne

popmusik, hvilket ikke siger så lidt om hans had til denne genre. Derefter går han ind og

Analyse af klummen: ”Hvor ligegyldig er Lukas Graham?”

Danish (DAN. 266)