- Oplysninger
- Spørg Stuwie
Prøveeksamen i Retssystemet og juridisk metode
Retssystemet og juridisk metode (JJUB54083U)
Københavns Universitet
Anbefalet til dig
Kommentarer
Forhåndsvisning af tekst
JURIDISK BACHELORUDDANNELSE
ØVELSESOPGAVE / PRØVEEKSAMEN
RETSSYSTEMET OG JURIDISK METODE – 1. ÅR
VINTER 2021-
Følgende bog er anvendt til besvarelse af opgaven:
Peter Blume: Retssystemet og juridisk metode (4. udgave, 2020)
Er det retfærdigt, at den tiltalte bliver dømt for trussel om vold i U 2021 H?
Der anvendes og skelnes mellem to former for retfærdighed inden for dansk ret. Først og fremmest den formelle retfærdighed, som vedrører korrekt regelfastsættelse og korrekt regelanvendelse. Altså hvorledes loven er blevet fastsat, samt om den rent faktisk bliver anvendt i retlig praksis. Denne form indebærer, at loven bliver anvendt i alle tilfælde, hvor den er anvendelig, og at den anvendes lige for alle. Målet er altså dels at sikre forudsigelighed for borgerne, som grundet ovenstående kan indrette sig efter lovene, samt at der ikke opstår forskelsbehandling, medmindre dette er hjemlet ved lov. (Blume, P., side 116)
Det der taler for, at afgørelsen i U 2021 H er formelt retfærdig, er, at Højesteret kom frem til samme afgørelse i den lignende sag UfR 1993, hvor tiltalte også blev fundet skyldig efter straffelovens § 119 efter at have hældt øl ud over en togbetjents hoved. Fælles for disse sager var, at volden (eller truslen om volden) angik en anden form for legemsangreb, end den, man umiddelbart forstår af ordlyden. Udover at håndteringen af begge sager er sket ud fra en korrekt regelanvendelse af en lov, der er skabt ud fra korrekt regelfastsættelse, opfylder den også forventningen om, at loven bliver anvendt på alle tilfælde, hvor den er anvendelig.
Men heraf lyder også, at den formelle retfærdighed er ”blind”, når den kun udelukkende kigger på reglens anvendelse, men ikke den indholdsmæssige rimelighed. Over for dette står den materielle retfærdighed, som netop angår en værdimæssig vurdering af reglens indhold samt de praktiske konsekvenser, denne måtte have. Generelt set afspejler denne ofte samfundets værdier og er derfor påvirket af politik, religion, morale, mv.
I Danmark værner vi om vores retssamfund, og én af betingelserne for dette er den legitime magtudøvelse, i dommen nærmere bestemt politibetjent A og B. Derfor har vi en klar beskyttelsesinteresse herved, blandt andet set ved straffelovens § 119, stk. 1, som sigter mod at beskytte tjenestemænd, mens de er på arbejde. Set i lyset af dette, må det siges, at afgørelsen i U 2021 H også er materiel retfærdig.
formelt defineret som et sæt regler, der er blevet autoritativt fastsat af et organ, som har den rette kompetence hertil. Retsforskrifter, herunder primært love, er i det danske retssystem tillagt høj retskildeværdi, da de er med til at pege på, hvad gældende ret er. Dog må de udelukkende betragtes som et bidrag hertil, hvorfor man i nogen tilfælde er nødt til at hive andre retskilder ind for at få en bedre forståelse, særligt retsforskrifters forarbejder. Disse er blevet udarbejdet inden udstedelsen af retsforskriften og indeholder dels motivet bag dens indførelse samt en forklaring af den bagvedliggende mening. I dommen inddrages forarbejderne til straffelovens § 244 netop til at fastlægge, hvad gældende ret er, og bruges som et juridisk argument i forhold til forståelsen af § 119. Dette styrkes yderligere, når de anvender en tidligere dom fra Højesteret (UfR.1993) i forlængelse af præmisserne.
Herved tilkendegiver de opfattelsen af den retlige stillingtagen i en lignende sag, hvilket kaldes obiter dictum. Det ses altså, hvorledes inddragelsen af netop disse retskilder styrker Højesterets overbevisende argument, nemlig at tiltalte findes skyldig i forhold 1-2.
Hvorfor kommer Højesteret i U 2021 H til et andet resultat end byretten?
Det fremgår tydeligt, hvorledes det anderledes resultat i Højesteretten kontra det i byretten skyldes en forskellig tilgang til lovfortolkningen, her af straffelovens § 119, stk. 1. I sagen er det tiltaltes host mod tjenestegørende politibetjente A og B, der er omdrejningspunkt. I byretten anses dette ikke som at have karakter af vold. Det fremgår af byrettens præmisser, at: ”Retten finder det endvidere tvivlsomt, hvorvidt hoste fra en smittet person mod en anden person med forsæt til at smitte vedkommende med coronavirus kan straffes som (forsøg på) vold efter straffelovens voldsbestemmelser.” Dette finder de ud fra straffelovens § 119, stk. 1’s ordlyd samt drøftelser i forbindelse med lovforslaget til lov nr. 224 af 13. april 1988 om ophævelse af kønssygdomslovens straffebestemmelser og lovforslag LFF1993-1994 vedrørende indførelse af straffelovens § 252, stk. 2.
Generelt kan der udledes fire forskellige fortolkningsmetoder, der alle sigter mod at fastlægge reglens mening og dermed dens anvendelsesområde. I Højesteretten fremgår den præciserende fortolknings-metode, når der dykkes ned i ordet ”vold” af straffelovens § 119, stk. 1. Som nævnt tidligere, inddrager de retskilderne straffelovens § 244, stk. 1, 2. led samt dens forarbejder, og
bruger disse til først at fastlægge, hvad der skal forstås ved ”på anden måde at angribe en andens legeme” i bestemmelsen, og hvorfor dette udtryk omfatter smitte med coronavirus. De lægger til grund, at dette efter forarbejderne blandt andet finder anvendelse på legemsangreb, der består i fremkaldelse af ildebefindende og lignende, selvom det lægger uden for den sprogligt naturlige forståelse af udtrykket. De fastlægger altså først, hvad der skal forstås ved vold i bestemmelsen, for dernæst at føre det over på straffelovens § 119, stk. 1.
Hvad er den legalistiske fejlslutning?
Som nævnt tidligere tager reglerne et normativt sigte, når de indføres med et mål om at være adfærdsstyrende. Men retlige regler bliver ikke altid uden videre overholdt, heller ikke selvom der generelt i samfundet hersker en respekt for retten. Det er ikke altid nemt at overføre ret til virkelighed, og ofte tager det lang tid, før borgerne i samfundet har tilpasset sig reglen i en sådan grad, at den overordnet set bliver overholdt. Så selvom retlige regler er normative, er det ikke ensbetydende med, at de med det samme bliver faktisk styrende. Dette forstås som en legalistisk fejlslutning. (Blume, P., side 103)
Der kan der være flere årsager til, at reglen ikke overholdes – også efter virkeligheden har haft tid til at ændre sig med reglen. For det første kan det skyldes en generel modstand imod den, hvis man, for eksempel, ikke oplever den som rimelig eller retfærdig, eller hvis man blot ikke har et ønske om, at den skal fungere (falsk normativitet). Regelmodstanden kan både ses ved, at reglen nægtes overholdt, men også ved en faktisk modarbejdelse.
På den anden side kan det også skyldes manglende kendskab til reglens eksistens eller manglende forståelse af, hvad den faktisk indebærer. I dag stilles der ingen formkrav til retlige regler, hvilket blandt andet betyder, at de ikke behøver være nedskrevne for at gælde. De har altså samme funktioner og gyldighed, når de alene er mundtlige. Dette kan bevirke en større retsuvidenhed, hvorfor man også historisk i videre omfang har nedskrevet dem gennem kodifikationer med henblik på at gøre dem mere tilgængelige. (Blume, P., side 100). Dog bidrager dette på den anden side til en endnu større regelmængde for borgeren at navigere i, og denne øges hastigt i takt med internationaliseringen. Generelt kan det udledes, at retten i dag er langt mere dynamisk end
Prøveeksamen i Retssystemet og juridisk metode
Kursus: Retssystemet og juridisk metode (JJUB54083U)
Universitet: Københavns Universitet
